Miniguide 1/3: Skriv lettere end du tror

Asset 12@2x.png
BookFree.png

Tænk, før du skriver 

Det giver bonus at få styr på dit budskab, inden du går i gang med at skrive. Godt tænkearbejde giver tekster med gennemslagskraft og hjælper dig med at skrive effektivt.

Skriver du dig frem til budskabet i din tekst? Og begynder du at rette i den, mens du skriver? Så ligner du de over 2.500 fagfolk, som jeg har haft på kursus i at skrive effektivt og bedre i organisationer og virksomheder. Og ligesom dem kan du optimere din skriveproces ved at dele den op i de her 3 faser:  

Tænk, når du tænker
Skriv, når du skriver
Rediger, når du redigerer

Rodet skriveproces giver uklare tekster

Ideen i skriverådet er, at du ikke ræser ind og ud af de tre faser og blander dem sammen i en pærevælling.  At du ikke tænker i to minutter, skriver i tre, tænker i et for derefter at redigere i fem minutter. Det gør skriveprocessen tung og uproduktiv. Og de tekster, du skriver på den måde, mangler ofte en klar rød tråd. De afspejler, at du har alt for travlt med at tænke over, hvad du skal skrive, i stedet for at skrive. Og ikke har haft overskud til at servere dit budskab klart, kort og præcist for din læser. Derfor skal du først tænke. 


Dit tænkearbejde giver bonus

Først skal du have styr på, hvad formålet med overhovedet at skrive den her tekst er. Det lyder banalt og simpelt, alligevel er det noget, mange springer over. For vi skal jo bare informere, så folk får den her viden, hører jeg tit kursister sige. Ja, men hvad mere? Hvorfor skal læseren vide det?

Skal teksten motivere en gruppe medarbejdere til at tage handsker på eller bruge et nyt it-system?

Eller skal den klæde politikere, en bestyrelse eller ledelsen på til at tage en bestemt beslutning? 

Skal den få læseren til at klikke, købe eller dele? Formuler dit formål, og skriv det ned. 

Formålet med teksten hænger tæt sammen med din målgruppe. Dem, du skriver til. Muligvis har du flere målgrupper. Jo mere præcist du definerer dine læsere, jo mere præcist kan du skrive til dem. Når du kender arbejdsgangene for eksempelvis en medarbejdergruppe, der skal motiveres til at tage handsker på, kan du skrive ind i deres forbehold og dagligdag. Hvis man skriver til alle, når man som regel ingen.

Og ja, det er fristende at springe det her over og bare gå i gang med at skrive med det samme. Det kan føles mere effektivt, fordi man arbejder direkte på den tekst, man gerne vil have færdig og afleveret. Men hold ud. Dit tænkearbejde giver bonus, når du om lidt går i gang med at skrive. Det kan føles tungt i starten, men jeg har endnu ikke oplevet hverken kursister eller kunder, der fortryder, at de har investeret tid i at tænke, inden de skriver. Tværtimod. 


Overvej dit budskab

Nu nærmer vi os selve skrivefasen. Du skal i gang med at skrive, men ikke på den rigtige tekst. Inden du går i gang med den om ikke så længe, skal du skrive tekstens budskab ned. Det, som vi journalister kalder din vinkel.

Hvad vil du fortælle læserne? Hvad skal de have forstået, når de har læst sig gennem teksten? Det bliver du knivskarp på ved at skrive det ned. Måske lyder det ikke super klart i starten. Det skal du ikke tage dig af. Det vigtigste nu er, at du fastholder dine tanker og skriver dem ned i nogle enkle sætninger. Til dig selv. Din læser skal aldrig læse dine vinkelssætninger. De er bare en hjælp til dit eget arbejde med at gøre tankerne klare og fokusere på det vigtigste, som din læser skal forstå. 


Formuler dit budskab i en sætning 

Skriv dit budskab ned i en sætning, der begynder med: ”Jeg vil fortælle, at …” Det lille ’at’ tvinger dig til at være mere præcis, end hvis du skrev ’om’, som åbner for hvad som helst. Der er så meget, man kan fortælle om. 


Det upræcise eksempel

÷ Jeg vil fortælle om dansk design.

Det er ikke præcist nok. Hvad vil du fortælle om dansk design? Du skal fortælle noget bestemt om et emne. Her hjælper ’at’ dig med at kende forskel på et emne og et præcist budskab. Det er et præcist budskab, du skal definere for at kunne skrive en tekst med et klart budskab, der fænger. Derfor er denne vinkelsætning skarpere:


Det præcise eksempel 

+ Jeg vil fortælle, at designstole af danske møbelarkitekter som Hans Wegner og Finn Juhl topper salgslisterne i USA og Japan.


Bruger vinklen hver dag

Som både rådgiver og skribent bruger jeg ofte vinkelsætningen til at skærpe mine egne eller mine kunders budskaber. Og i mange virksomheder og organisationer, som jeg har arbejdet med, er vinkelsætningen en fast del af det daglige arbejde. For eksempel i Foreningen af Yngre Læger, hvor afdelingschef, cand.scient.pol. Bo Rahbek bruger vinkelsætningen hver dag. Det fortæller han i min bog om skriveredskaberne ”Skriv lettere end du tror”

6 gange om dagen

”I løbet af en dag er det ofte 5-6 gange, jeg lige formulerer et budskab for noget, jeg skal skrive. Det kan være en mail, hvor jeg skal svare et medlem, men også, når jeg skriver længere tekster som referater fra møder og notater eller en analyse af en undersøgelse, vi skal offentliggøre. Det giver overblik og får tankerne i ro. Og det gør det meget nemmere for mig at gå lige til biddet og skrive klart uden en hel masse omsvøb”.

Bo Rahbek, cand.scient.pol, afdelingschef, Yngre Læger

 

Fundamentet i din tekst

Din vinkel er fundamentet i din tekst. Ligesom fundamentet under et hus skal det være solidt og gennemtænkt. Det skal bære resten af huset. Hvis det vakler eller er skævt, forplanter det sig helt op til taget. Og det kan ikke rettes op uden at rive hele huset ned og støbe et nyt fundament. Altså en hel masse ekstra arbejde, fordi man ikke har tænkt sig ordentlig om.

Hvis vinklen i din tekst er uklar, bliver din tekst også uklar. Derfor er den tid, du bruger på at formulere din vinkel, godt givet ud. Du bruger mindre tid på selve skrivearbejdet og mindre tid på at ændre og revidere teksten bagefter.

På mine kurser får kursisterne vinkelarket, som er en fortrykt skabelon, man kan skrive sine vinkelsætninger ind i. Det er et værktøj til at få overblik over flere budskaber i en tekst, hvis det ikke er nok med et hovedbudskab. For mange er det en stor hjælp at arbejde med skabelonen. Du kan tjekke den her og downloade vinkelarket gratis. Måske kan det også hjælpe dig til at formulere klare budskaber, så du kan skrive klare og præcise tekster, din læser forstår.

VinkelArk.jpg


Invester i din vinkel

Hvilken tekst skal du skrive næste gang?

Kan du allerede nu formulere et formål, en målgruppe og en vinkel på din tekst?

Invester et kvarter eller en halv time på at formulere dit budskab, og jeg lover dig, at du får din investering flere gange igen under din skriveproces. 

Den får du gode råd til i næste del af miniguiden.

Glæd dig til at læse miniguidens del 2 om, hvordan du høster bonus af dit tænkearbejde og oplever succesen ved at få skrevet en masse i en fart. Gode og klare tekster, som din læser forstår og husker.

Miniguidens del 2 lander hos dig om et par dage.

God tænke & skrivelyst

-Maria

 
Asset 7@2x.png